Wednesday, September 20th, 2017

Ansigtsløftning som rygestop

Rygning giver komplikationer ved fx en ansigtsløftning. Foto: Pixabay.

Rygning giver komplikationer ved fx en ansigtsløftning. Foto: Pixabay.

Hvis du ikke kan lægge smøgerne på hylden, så prøv med en ansigtsløftning. En række faktorer til sammen ser nemlig ud til at få folk til at holde op med at ryge, når de får ansigtet lagt i de rette folder, og det samme gælder foldede maver og bryster.

Effektiv rygekur
“Vores resultater viser en sammenhæng mellem kosmetisk kirurgi og varigt rygestop,” forklarer Aaron C. Van Slyke fra University of British Columbia i Canada. Han konstaterer, at rygeforbuddet i sig selv har en stor effekt. Fire år efter operationen havde 40 % af de rygende skønhedspatienter nemlig stort set kvittet smøgerne, og knap 25 % var helt røgfri.

Snak med kirurgen virkede
De fleste af patienterne mener, at deres snak med kirurgen om skaderne ved rygning, hjalp dem med at fastholde beslutningen om at kvitte. Aaron C. Van Slyke konstaterer derfor, ”at dialogen mellem plastikkirurg og patient forud for en kosmetisk operation tjener som et unikt øjeblik til at give en målrettet rygestoprådgivning. En der kan holde længe efter, at det kirurgiske indgreb er afsluttet.” Andre undersøgelser viser desuden, at folk er mere fokuseret på en sundhed livsstil op til en skønhedsoperation, og at dette fokus er med til at fastholde deres beslutning om ikke at ryge igen.

Rygning giver komplikationer
Rygning før en operation er iøvrigt en dårlig ide, bekræfter det samme studie. Halvdelen af patienterne røg nemlig i perioden op til deres operation, selv om kirurgen havde forbudt det. De patienter inkasserede da også næsten dobbelt så mange komplikationer som dem, der havde overholdt forbuddet.

Du kan læse mere om kosmetiske operationer og rygning, og forskerne har offentliggjort hele studiet i magasinet Plastic and Reconstructive Surgery.