Monday, November 11th, 2019
Postet i: Biologi, Mennesket |

Forkølelsvirus på billeder og video viser infektionen

Billeder af forkølelsesvirus har forskerne lavet, og nu har de også produceret en video af, hvordan forkølelsesvira vokser. I hvert fald det virus, som forårsager langt de fleste af alle forkølelser, Rhinovirus. Men hvorfor bliver man hele tiden forkølet, og hvordan undgår man det?

Et almindeligt forkølelsesvirus, Rhinovirus B0006938. Kilde: Anna Tanczos via Wellcome Images

Rhinovirus er det forkølelsesvirus, som er skyldig i godt en tredjedel af alle forkølelser, og dermed klart den største synder. Alene i USA bliver det til omkring 330 millioner forkølelser om året. Der er et par hundrede forskellige vira, som forkøler folk, så USA producerer omkring en milliard forkølelser om året eller 3-4 forkølelser per snottet næse.

Især lige nu hvor efteråret sætter ind, og folk endnu ikke har acceptere at skulle gå med frakke og varme støvler. Da der er så mange forskellige vira på spil, kommer der aldrig en generel kur imod dem, men man kan godt gøre noget for at undgå forkølelser.

Video viser voksende forkølelsesvira

Et billedet af et rhinovirus er interessant, men det fortæller ikke, hvordan nye vira bliver dannet. Men dannelsen af nye vira er vigtig for at forstå, hvis man vil vide, hvordan de inficerer og spreder sig. Derfor er en video af forkølelsesvirus også vigtig, forklarer Vinothan Manoharan fra Harvard John A. Paulson School of Engineering and Applied Sciences:

“Strukturbiologerne har været i stand til at finde strukturen af ​​vira helt ned til hvert atom i hvert protein. Men vi vidste stadig ikke, hvordan denne struktur samler sig. Vores video giver det første indblik i, hvordan vira samles.”

Videoen viser dog ingen detaljer af, hvordan de nye vira bliver dannet. Den viser primært, hvor hurtigt det foregår, men det er også skræmmende nok. Videoen af voksende forkølelsesvira kan du se på dette link, men vi kan ikke indlejre den på vores site.

Forkølelsesvira er små, forskellige og smittefarlige

Selv om en forkølelse fylder meget for patienten, så er forkølelsesvira af rhino-typen overraskende små. Kun ca. 30 nanometer på tværs. Det svarer til ca. en tusindedel af bredden af de menneskelige celler, de inficerer.

Når et virus ankommer til en celle i de øvre luftveje, arbejder det hurtigt. Det fastgør sig til receptorer uden på menneskecellen, og inden for femten minutter stopper cellenes normale funktioner. Derefter duplikerer virusset sig selv tusinder af gange inde i cellen, og det slutter af med at lave hul i cellens overflade. De mange nye vira spreder sig nu hurtigt ud i luftvejene og inficerer nye celler. Derfor kan symptomerne på forkølelsen vise sig allerede efter kun 12 timer, men der kan gå op til 72 timer.

Videnskaben har ikke nogen kur imod en forkølelse, men den har et middel imod at få en forkølelse. Forkølelsesvirus har nemlig lettere ved at inficere celler i luftvejene, når du er kold. Kulde hæmmer nemlig dit immunforsvar. Derfor må du bøje nakken for efteråret og tag halstørklædet og de varme støvler på.

Midler imod forkølelser

Der er over 100 typer rhinovira, som kan give forkølelse, og de er opbygget af fire slags proteiner og et enkeltstrenget RNA-genom (nogle vira bruger DNA, men rhinovira bruger RNA). Desuden er der omkring hundrede andre vira, som kan give forkølelse. Derfor er det oplagt, at der ikke er én kur, som kan klare alle forkølelser. Uden for videnskabens rammer er der dog mange mere eller mindre ufejlbarlige kurer, som skulle kunne klare enhver forkølelse:

  • Sove med en sur sok bundet om halsen
  • spis kyllingesuppe
  • gnid den ene hæl med en salt sild
  • spis en masse C-vitamin
  • drik te med rom og sukker

½Videnskaben er klart afvisende overfor disse og mange andre velmente råd, men underholdningsværdien er i top – især for patientens venner og bekendte. Det er dog heldigvis ikke alle virussygdomme, som er uhelbredlige. Fx er der nu en kur imod den ekstremt farlige sygdom ebola, og der er også billeder af det frygtede ebola-virus.

Du kan læse mere om forskerne, der har lavet en video af forkølelsesvira, og to links om forskningens syn på forkølelsesvira. Her er det andet forkølede link.

Hvis du kunne lide artiklen, så følg os på Facebook eller abonner på vores nyhedsbrev. Det kommer kun en eller to gange om ugen. Her på ScienceFix lægger vi vægt på fakta og forskning, og derfor har vi normalt links med.