Monday, November 11th, 2019
Postet i: Biologi, Sensation |

Mammutter uddøde på grund af jagt, is, varme og fedt

Mammutterne uddøde for omkring 4.000 år siden, og det var dermed ikke istidens afslutning, der slog dem ud. Ikke alene i hvert fald. En dødelig blanding af islag, jagt, varmere klima og for lidt fedt ser ud til at have givet de sidste dyr dødsstødet.

Mammut uddød
Mammutterne uddøde for 4.000 år siden på grund af flere uheld. Jagt på det helt forkerte tidspunkt var et af dem. Foto: Pixabay.

Istiden sluttede for mere end 10.000 år siden, og den sidste mammut døde på den arktisk ø Wrangel Island nord for Sibirien for 4.000 år siden. I de mellemliggende årtusinder forsvandt de store dyr hurtigt fra de fleste af deres levesteder i Europa, Asien og Nordamerika. Istidens afslutning lagde derfor pres på de uldne elefanter.

Sunde mammutter ramt af dødelig cocktail på Wrangel Island

Men istidens afslutning udryddede altså ikke mammutterne, og mærkeligt nok ser det ud til, at dyrene stortrivedes til det sidste på en fjern ø. Studier af deres rester fra Wrangel Island viser nemlig, at der ikke skete ændringer i forholdet mellem forskellige isotoper af nitrogen og kulstof over årtusinderne fra 10.000 år til 4.000 år siden. Det betyder, at deres fødevalg og sundhedstilstand har været uændret til det sidste.

Et nyt studie har taget fat på kulstof-isotoperne i knogler og fedt på mammutter i Sibirien og på Wrangel Island, og de tilføjer en kort og uhyggelig historie. De viser nemlig, at dyrene blev ramt af en dødelig cocktail af uheld. Var uheldene kommet et ad gangen, så havde dyrene måske klaret den, men alle uheldene på en gang kunne de ikke modstå.

Islag og manglende fedt pressede mammutterne

Det nye studie af isotoper viser, at mammutterne i Sibirien opbyggede lagre af fedt, som de kunne tære på i dårlige tider. Deres frænder på Wrangel Island gemte derimod ikke fedt til hårde tider. Det behøvede de ikke, for klimaet er mildere på en ø ude i havet end på en slette inde på kontinentet. Evolutionen havde derfor ændret dem lidt i forhold til deres fastlandsfrænder.

Forskerne foreslår derfor, at det kun har krævet et sammenfald af flere mindre uheld at udrydde de ellers sunde dyr på Wrangel Island. Hvis et solidt islag har lagt sig over deres føde en tid, har de været afskåret fra den. Det har været katastrofalt, da de jo ikke samlede fedt til dårlige tider. Den slags vejrskabte katastrofer er almindelige i arktisk. I vinteren 2018 faldt der fx så store mængder sne på dele af Grønland, at den ødelagde ynglesæsonen for mange fugle det år. Det varmere klima giver mere vand i atmosfæren, hvilket igen giver øget nedbør i form af regn og sne.

Jagt og varmere klima afgjorde mammutternes uddøen

Endnu et uheld for dyrene ser forskerne i, at de sidste dyr har mere strontium og svovl i kroppen. De to stoffer stammer sandsynligvis fra forvitring af grundfjeldet på Wrangel Island, og det markerer en ændring i klimaet. Det var blevet varmere, så den kemiske nedbrydning af klipperne tog til. Dyrenes drikkevand kan derfor have ændret sig til det værre for dem og have bidraget med endnu et uheld, som var med til at slå dem ud.

Mammutterne havde måske klaret det alligevel, hvis ikke de første mennesker var kommet til Wrangel Island. De kom nemlig omtrent samtidig med de andre problemer. Det vil sige, at jagten på mammutterne gik ind, netop da bestanden af dem på øen var mest presset. Jagtspyd kan derfor være det sidste strå, som drev dyrene ud over udryddelsens kant.

Klimaforandringer udrydder i øvrigt ikke bare dyrearter. Det kan også forandre dem, og varmere klima gør dyrearterne mindre.

Du kan selv læse forskningsresultaterne bag denne artikel, som viser, at de sidste mammutter blev udrtýddet af en cocktail af is, varme, jagt og for lidt fedt.

Hvis du kunne lide artiklen, så følg os på Facebook eller abonner på vores nyhedsbrev. Det kommer kun en eller to gange om ugen. Her på ScienceFix lægger vi vægt på fakta og forskning, og derfor har vi normalt links med.