Wednesday, September 20th, 2017

Patient spiller saxofon under hjerneoperation

Foto: Moguefile

Foto: Moguefile

Kan man spille under sin egen hjerneoperation, og er det bare endnu en musiker, der skal brande sig selv? Svaret er ja og nej, og at det gav rigtig god mening i dette specielle tilfælde. For hjernekirurgien er kommet langt i kortlægningen af hjernen.

Patienten hedder Dan Fabbio. Før operationen arbejdede han som musiklærer på en skole, så saxofonen var derfor essentiel for hans arbejde og central i hele hans liv. Kræftknuden i hjernen var derfor et slag i hans liv, fordi han kun var 25 år og fordi den sad lige i den del af hans hjerne, som styrer musikken.

Symptomerne var blandt andet stemmer i hovedet, men kræften havde heldigvis begrænset sig til et mindre, men altså uhyre kritisk område for netop Dan Fabbio.

Personligt planlagt hjerneoperation
Det blev lægen Web Pilcher, som skulle fjerne knuden, og han erkendte Dan Fabbios problem: “Fjernelse af en tumor fra hjernen kan have betydelige konsekvenser afhængigt af dens placering. Både selve tumoren og operationen kan beskadige væv og forstyrre kommunikationen mellem forskellige dele af hjernen. Det er derfor kritisk at forstå så meget som muligt om hverenkelt patient, før du bringer dem ind i operationsstuen, så vi kan udføre operationen uden at skade dele af hjernen, der er vigtige for netop denne patients liv og og virke.”

Hver hjerne er unik
Hvert menneskes hjerne er lidt anderledes end alle andres, men Pilcher og kollegaen Brad Mahon har udviklet et program til at kortlægge specifikke personers hjerne. Det bruger scanninger og en masse andre tests til at kortlægge, hvordan hjernen arbejder, og som i denne sag for at finde musikcentret.

“Ethvert menneskes hjerne er organiseret på stort set samme måde,” forklarer Mahon. “Men den præcise placering en given funktion kan variere op til et par centimeter fra en person til en anden. Derfor er det virkelig vigtigt at udføre denne form for detaljeret undersøgelse for hver enkelt patient.”

Perfekt team søger mage
Nu har Babelstårnet af problemer i operationen åbenbaret sig. Dan Fabbio’s musik må ikke forsvinde under operationen, som derfor ikke blot gælder han liv, men også hans mulighed for at leve sit liv. Lægerne Web Pilcher og Brad Mahon har kortlagt mange hjerner, men hvilke dele af hjernen, der indgår i den trænede musikers arbejde og livsmål ved de ikke. Derfor kalder de to kolleger på hjælp fra Elizabeth Marvin. Hun studerer musikkognition, som er vores hjernes evne til at huske og behandle musik.

Sammen designede forskerne en række testes. Dan Fabbio skulle høre musik og nynne med på det under forskellige scanninger, og han skulle tale, så det tredimensionale kortet over hans hjerne blev præcist på især de områder, som styrer musik og tale. Som musiker kunne Dan Fabbio imidlertid ikke nøjes med at kunne spille. Han måtte virkelig have styr på tonerne, og derfor kom hans saxofon også til at indgå i kortlægningen.

Lægerne ville have saxofonen med
Lægerne ville endda have ham til at spille på saxofonen under operationen, for at de kunnen være sikre på, at de arbejdede korrekt i hans hjerne. Men det er saxofoner ikke lavet til. Dels spiller man dem stående, og dels skal der et solidt pust til, for at få toner ud af dem. Men Dan Fabbio skulle ligge på siden under operationen, og et solidt trut i saxen ville presse hans hjerne opad – hvor der ikke ville være nogen kranie top til at stoppe den. Derfor måtte forskerne designe selve den musik, som Dan Fabbio skulle spille. Det blev en koreansk folkesang omskrevet til saxofon og spillet med korte og lette stød.

Under hele operationen var Elizabeth Marvin med for at sikre, at Dan Fabbio’s koreanske musik lød præcist som den skulle, og at alle toner blev spillet pinligt korrekt. For enhver afvigelse fra det perfekte ville fortælle hende, at kirurgerne var kommet for tæt på noget, der var vitalt for musikken.

Da svulsten var fjernet og Dan Fabbio stadig lå på operationsbordet, fik han atter sin saxofon og skulle spille den koreanske folkemelodi. “Jeg var grådkvalt,” husker Marvin. “Han spillede det fejlfrit, og da han var færdig brød hele operationsstuen ud i jubel”.

Dan Fabbio er siden helt kommet sig og han vendte tilbage til musikundervisning få måneder efter sin operation. Også for Pilcher fylder operationen meget. “Når jeg tænker tilbage på Dan sagen og på det utrolige resultat, og hvad vi kunne opnå, minder det mig om, hvor langt vi er kommet. For ti år siden kortlagde vi hjernen ved hjælp af meget enkle værktøjer – elektrisk stimulering og billedstyring. Men nu har vi alle de kognitive videnskabers værktøjer. Vi har bragt det kognitive videnskabslaboratorium ind i operationsstuen og nu er de nærmest en selvfølgelighed ved hver eneste patient.”

Dan Fabbio er musiklærer ved en musikskole i New Hartford i New York. Web Pilcher er Ph.D. ved University of Rochester Medical Center i New York. Brad Mahon er professor ved Department of Brain and Cognitive Sciences på det samme universitet og Elizabeth Marvin er professor ved Eastman School of Music, som også hører under University of Rochester.

Læs selv beretningen om Dan Fabbio fantastiske hjerneoperation. Den videnskabelige udgave kan du finde i magasinet Current Biology.