Tuesday, May 26th, 2020
Postet i: Teknik |

Danske F-16 kampfly på bombetogt – din guide

  • nov 12th, 2019
  • Steen Laursen
  • Teknik

Danske F-16 kampfly har bombet i væsentlig grad under krigen i Libyen i 2011, hvor de var en del af Nato’s styrke. Kaptajn Peter Melgaard er pilot i det danske flyvevåben og har fløjet omkring 50 missioner fra Sigonella-basen på Sicilien. Afgørende for togternes succes er minutiøs planlægning og højteknologisk udstyr som GPS-styrede bomber og laserguidede bomber. Her er Peter Mealgaards beretning om, hvordan et typisk bombetogt forløber.

Danske F 16 kampfly er jævnligt på bombetogt. Her får du en guide til, hvordan piloten gennemfører et togt. Foto: flickr

Peter Melgaard klatrer op ad stigen og ned i cockpittet på F-16 kampflyet. Pladsen er i forvejen trang, og det ekstra overlevelsesudstyr på maven og siderne af flyvedragten tager plads op. 

Det er mad, vand, våben og andet udstyr, som er vigtigt, hvis han må springe ud over Libyen. Gadaffis fly er væk, men hans folk sætter hurtigt og let missiler op, som kan ødelægge et kampfly.

To gange har Peter Melgaard været udstationeret på Sigonella-basen her på Sicilien som en del af det danske bidrag til NATO’s mission i Libyen. To gange halvanden måned med 4-5 missioner hver uge. Hans flyvernavn er Mel, et navn som er hurtigere at sige og lettere at genkende over radioen end ’Peter’. 

Da Mel er på plads, starter han flyets elektronik. Først checker han flyets mekaniske dele, rorfladerne på vingerne, motoren og alle de andre emner på checklisten. Der er checklister for alt på en mission.

Så starter han missionscomputeren, styresystemet, GPS’en og til sidst bomberne. Der er to. På styrbord vinge har han en 2.000 punds bombe med 429 kg sprængstof til en bygning i Tripoli, som NATO har udpeget. På bagbord vinge har han en 500 punds bombe med 87 kg sprængstof, han selv skal vælge mål til i nærheden af kysten. Den tunge bombe styrer med GPS, medens den lette har både GPS og laserstyring.

To meter borte starter et andet F-16 fly op efter samme mønster. Der er altid mindst to fly på en mission uanset hvor mange mål, der er. 

Mel kører ud til den fjerneste ende af banen, hvor to teknikkere tager sikringspindene ud af bomberne. Nu kan deres batteri levere strøm, deres hale kan bevæge sig, og de kan løsnes fra vingerne. De har stadig en lås, som Mel styrer fra cockpittet, men nu skal han holde sig i basens fjerneste områder.

Flyet accelererer kraftigt. Sædets ryg giver sig under Mels tryk, og da flyet slipper jorden, trykkes han ned i hele sædet. Basen forsvinder hastigt bagud.

Basen ligger på Sicilien, og her gælder de civile luftfartsregler. Derfor er der lys på flyene og almindelig kontakt med lufthavnene undervejs. Alle skal vide præcis, hvor Mel og hans makker er.

Dansk F-16 med forsvarssystemer i krigszonen

Efter de passerer øen Malta, bliver det alvor. De er i krig nu. Her stopper reglerne for den civile luftrumsstruktur. Mel slukker for flyets lys og de civile systemer for at undgå at blive set. Fra nu af foregår al kommunikation med omverdenen via de store AWACS-flys avancerede elektronik.

En time efter start ligger Libyens kyst under flyet. Mel drejer lidt og fortsætter direkte mod det første mål. Jo kortere vejen er, jo hurtigere er han ude af krigszonen igen. Den reelle trussel er et hastigt opstillet missil fra jorden. Afhængigt af hvordan missilet styrer imod flyet, kan Mel vælge imellem to selvforsvarssystemer. 

Nede fra jorden kan de lyse på ham med en radar, så deres missil kan styre efter hans flys refleksion af radarsignalet. Han kan til gengæld vildlede sådan et missil ved at kaste reflekterende metalstrimler ud. Hvis missilet derimod går efter varmen fra flyet, kan han kaste brændende magnesiums flares ud til siderne for at få missilet til at styrer efter en af dem.

GPS-styret bombe fra kampfly mod en bunker

Første mål ligger nu få minutter borte, og Mel finder checklisten for de GPS-styrede bomber frem. Han går indstillingerne på missionscomputeren igennem, medens han læser checklisten højt punkt for punkt for piloten i det andet fly. Især bunkerens GPS-koordinater. Bomben styrer kun efter dem. Missionscomputeren giver koordinaterne videre til bomben.

Nu er bunkeren lidt over ti kilometer væk og har været inden for rækkevidde et stykke tid. Bomben er specielt designet til at gennembryde armeret beton og da Nato har sikre koordinater på denne bunker, har Mel valgt at styre bomben med GPS. 

Skærme i cockpittet viser tydeligt bunkeren og bygningerne omkring den. Mel zoomer ind ved at skifte linse og zoomer så yderligere digitalt, så han nu kun ser målet og pladsen omkring det. Hans makker overvåger hele området. Ser han noget uventet, skal han melde det til Mel. 

Mel flyver hen over målet, vender flyet og kommer tilbage fra syd. Retning og hastighed er præcis som planlagt hjemmefra. Herfra er bunkeren tydelig mellem husene. Mel valgte denne retning, fordi bombens GPS sidder i halen og holder sig til de militære signaler. Som satellitterne står lige nu, modtager bomben det bedste signal, hvis den rammer fra denne retning.

Hastigheden er høj, for bomben skal igennem bunkerens armerede beton.

Han trækker master-arm-switch’en ud og skubber den op. Missionscomputeren gør bomben klar. Han ser på skærmene og koncentrerer sig om målet. Så trykker han på den røde knap oven på styrehåndtaget. Missionscomputeren udløser bomben, som falder mod målet, mens den søger efter signaler fra satellitterne. Sekunder senere har den fundet dem.

Bomben falder stadig hurtigere ned igennem atmosfæren, korrigerer lidt undervejs, passerer lydens hastighed med et brag, fortsætter skråt ned igennem luften, smadrer hul i bunkerens beton, fortsætter igennem hullet, tre meter inde i bunkeren eksploderer dens 2.000 pund og sender tryk, varme og stål ud i rum og gange.

På skærmen i cockpittet bliver bunkeren til en voksende sky. Mel kigger på skærmen en tid og melder sin umiddelbare vurdering tilbage til Nato-hovedkvarteret. Målet er ødelagt. 

Laserguided bombe mod kampvogn fra F-16

Efter tankning i luften ændrer de to fly atter retning, og flyver nu ud langs kysten, men stadig over land. Mel har været her flere gange før for at identificere og ødelægge dynamiske mål. Mål der bevæger sig. Det oplagte mål er en kampvogn, som kører på en landevej langt under F-16 flyet. Mel overvåger den gennem kameraerne en tid, før han zoomer ind og indstiller missionscomputeren. 

F-16 kampflyenes laserguidede bomber med systemet Lantirn
F-16 kampflyene er udstyret med laserguidede bomber. Grundlæggende er det en 500 punds bombe som dem, flyene oprindeligt blev leveret med. Som laserguidet bombe er bomben udstyret med en ny spids og med bevægelige finner fra systemet Lantirn. Foto: flickr.
F-16 bombeflys laserpod til laserguidede bomber. Lantirn
Den laserguidede bombe bliver styret til målet vha laseren i denne lange grå container, en pod. Den sidder inde på skroget af flyet og hører til systemet Lantirn. Foto: flickr.

Kampvognen bevæger sig, så Mel skal bruge lasersigtet. GPS virker ikke her, for det bruger faste koordinater, og Mel har ingen mulighed for at forudse præcist, hvor kampvognen er, når hans bombe når jorden. Med laseren kan han derimod følge kampvognen med laserstrålen, som bomben styrer imod.

Mel finder igen en checkliste frem og læser højt for sin makker: 

»LASER – ARM.« Virker laseren? Med et tryk på den røde aftrækker på styrehåndtaget konstaterer Mel, at det gør den.

»KAMERA – ON.« Optager kameraet? Bombningen skal analyseres derhjemme, så den skal filmes.

»LASER CODE.« Har computeren den samme kode som bomben? Bomben styrer nemlig kun efter den plet, som laseren oplyser på jorden, hvis laseren har den samme kode som bomben. 

Medens Mel går listen igennem, holder hans makker øje med vejen, for der kan hurtigt komme civile køretøjer tæt på kampvognen. Mel har udset sig et området et par hundrede meter fra vejen, hvor han kan guide bomben hen, hvis der kommer andre på vejen.

Nu er flyets retning og hastighed rigtig. Modsat den satellitstyrede bombe begynder den laserguidede bombe at styre, så snart den slipper vingen. Derfor skal den kastes med god fart, for den skal bruge luftstrømmen hen over finnerne, for at styre. Bomben har ikke nogen motor eller anden drivkraft, så den har kun den fart, den får fra flyet og ved at falde nedad gennem luften. 

Mel sætter endnu engang master-arm-switch’en op i ARM, og missionscomputeren fodrer den mindre 500 punds bombe med informationer. 

Nu melder missionscomputeren, at det er tid at udløse bomben. Mel trykker på styrehåndtagets røde knap igen. Bomben er fri og dens systemer er omgående i gang med at afsøge landskabet for pletten af laserlys fra flyet. Den finder ikke nogen og styrer derfor med sit indbyggede system. Med det alene kan den ramme inden for 50 m fra målet. På cockpittets skærme fortsætter kampvognen stabilt hen ad vejen.

Nu er bomben en kilometer og få sekunder fra kampvognen, og Mel trykker på den røde aftrækker på styrehåndtaget, så flyets laser tænder og lyser på vejen lidt foran kampvognen. Det er kun bomben, der ser lyset, som den nu styrer direkte imod. Kameraerne viser stadig kampvognen kørerende nede på jorden. 

Så bliver den til en sort og hvid sky, der vokser i alle retninger. Mel holder øje med den et øjeblik, drejer flyet ud over havet og melder sit indtryk af resultatet tilbage til Nato-hovedkvarteret. 

Begge kampfly returnerer til basen

Kysten glider bagud under flyene, og Mel flyver tættere på sin makker for at se efter skader og skudhuller. De har ikke opdaget nogen skydning undervejs, men der kan godt være skader alligevel. For avancerede systemer som missiler afslører sig selv ved deres varme eller deres radar, men projektiler kan godt lave buler og huller i flyet uden at gøre skade og udløse en alarm. 

Der er ingen skader.

Flyene fortsætter mod Malta og det civile luftrum, hvor de tænder for alle de civile systemer igen. Det er slut med at skjule sig for i dag. 

Banen på basen er kort, men den er ikke våd i dag, så flyene lander let et ad gangen. Mel har ikke bomber med tilbage, så han kører flyet direkte til standpladsen. Makkeren kører derimod ud i den fjerne ende af banen, hvor teknikkeren dearmerer hans bomber ved at sætte sikringspindene på plads igen. Så kører makkeren flyet på plads, slukker bomberne og missionscomputeren og lukker flyet ned.

Mel er kommet igennem sin checkliste for nedlukning af flyet. Inde i operationsbygningen sætter han sig til at kigge optagelserne fra kameraerne grundigt igennem, for at være sikker på resultatet. 

En halv time senere er han overbevist om, at målene er ødelagt. Som han rapporterede det til Nato-hovedkvarteret under flyvningen. Bunkeren står der endnu, men alt inden i er ødelagt, og kampvognen er et vrag ved vejen.

“Derefter er der faktisk ikke mere tilbage af den dag, så jeg kan bare gå i seng,” slutter Peter Melgaard beretningen om missionen over Libyen. “Men sådan virker det ikke for mig. Jeg skal bruge et par timer på at slappe af, for det er alvor og det jeg laver koster jo menneskeliv”.