Thursday, May 2nd, 2024
Postet i: Biologi, Sensation |

Dinosaurer på Grønland – en blog om dinosaurerjagt

Dinosaurer på Grønland er faktisk en almindelig ting. Men man ser dem ikke, for de er døde og begravet for over 200 millioner år siden, så jagten på dinosaurerne foregår ikke med våben. Man skal spotte små, forstenede rester af dem imellem Grønlands sten. Kom med på jagt efter dinosaurer på Grønland.

Geocenter Møns Klint har sendt os på en ekspedition til Jamson Land på Grønlands østkyst for at finde og udgrave en dinosaur af arten plateosaurus. For 20 år siden fandt en gruppe geologer forstenede knogler efter dinosaurer her på Grønland, og nu er vi taget her til for at udgrave en og bringe den til Møn. Der skal den udstilles indtil Grønland kalder den hjem igen.

Hvis du kan lide bloggen, så følg os på Facebook eller abonner på vores nyhedsbrev. Det kommer kun en eller to gange om ugen. Her på ScienceFix lægger vi vægt på fakta og forskning, derfor har vi normalt links i teksten.

Dag 1 750

Dag 1 Ekspeditionen er ankommet til Jamson Land på Grønlands østkyst, hvor vi ved, der er forsteninger efter dinosaurer og mange andre dyr. Vi er især på jagt efter en velbevaret Plateosaur, som er en af de første dinosaurer. Lejeren ligger i 400 meters højde og har en fantastisk udsigt over Carlsberg Fjordens fjelde og over gletsjeren på den anden side. Vejret hilser os velkommen med 20-25 grader. Selv i midnatssolens skær kommer temperaturen ikke under 18 grader.

Dag 2 750

Dag 2 De første forstenede knogler fra en dinosaur fandt vi kort før midnat i går. Natten er god at lede efter forsteninger i, for solen står lavt, så der er skygger på stenene. Knoglerne kommer fra den samme art af dinosaurer, som blev fundet her på Grønland for 20 år siden. Det er en Plateosaur, så måske er vi allerede på sporet af det dyr, vi ender med at bringe hjem. Foreløbig fortsætter vi vores søgen efter andre dyr, før vi vælger det, vi graver ud. Oliver Wing fra Berlins naturhistoriske museum har ansvaret for det.

Dag 3 750

Dag 3 Naturen ligger helt tæt på lejeren, og Grønlands skønne blomster vokser i spredte tuer. Vi har alle blomster i forteltet eller lige uden for teltdøren. Det er som at have sin egen mikrohave. Ti meter fra teltene ligger en lille fugl på rede, så vi vælger en anden vej ud af lejeren, når vi skal hente vand til madlavningen. Også der har vi været heldige, for der er stadig sne på siden af fjeldet, og det smelter hurtigt i varmen, så vi har altid is-friskt drikkevand. Dinosaurerne ligger et sted under det grus, vi camperer på.

Dag 4 750

Dag 4 En kødædende dinosaur løb lige forbi vores lejer for 200 millioner år siden. Den efterlod sine fodspor i det fede mudder efter en oversvømmelse, og nu er sporene tørret ind og forstenet. Vi kan tydeligt se aftrykkene efter dens fødder og se hvordan mudderet har smøget sig op imellem dens tre tæer. Resten af dinosaurens flok har vist også været her, for der er enkelte spor efter andre dyr med samme type fødder. Med fingrene viser Jesper Milan fra Geomuseum Faxe, hvordan dinosaurens tre tær har lavet sporet.

Dag 5 750

Dag 5 Lige efter morgenmaden står der en moskusokse og kigger på vores køkkentelt. Vi er alle 12 ude ad døren på få sekunder. Der er en smal kløft mellem den og os, så den kan ikke komme her over, og den ser heller ikke ud til at være særlig interesseret i os. Det er et flot dyr med dyb pels og imponerende horn. I går så vi en flok okser på engen nede i dalen, men dem kom vi knap så tæt på. Der var syv dyr der nede, og de gav sig god tid til at græsse. Her oppe ved vores lejer i 400 meters højde får oksen en anden kost, for blomsterne her er nogle andre end nede i engen.

dag 6 750

Dag 6 For et par dage siden fandt vi et par skæl fra et krokodillelignende dyr, som nu viser sig at være en Phytosaur. I dagene efter har tre af os arbejde med at flække klippeblokke, og de har fundet så mange knogler og dele af kraniet, at halvdelen af os nu arbejder i graven i håb om at få hele dyret med hjem. En Phytosaur på Grønland er en sensation, for har er de aldrig fundet før. For 200 millioner år siden levede den i en lavvandet sø, hvor den fangede fisk i vandet og små dinosaurer oppe på bedderne.

Dag 7 750

Dag 7 Butikker med souvenirs er der ikke mange af på denne del af Grønland, så jeg har valgt at presse nogle af landets blomster som små buketter til min kone og min datter. Blomsterne vokser mellem stenene og som tuer på de rødbrune skrænter. Andre trives, hvor noget jord har samlet sig og kilderne fra sneen danner små enge. Min store dreng får en forstening og min lille dreng, som elsker ting der larmer, får et billede af det trykluftbor, vi bruger nede i udgravningen.

Dag 8 750

Dag 8 I morges vandrede jeg op til toppen af det bjerg, vi bor på siden af. Det ser ud af en lille tur, for alt er stort her på Grønland, men det tog halvanden time i et adstadigt tempo. Mine solide vandrestøvler reddede dagen og jeg havde god tid til at nyde udsigten fra toppen. Her er en pragtfuld udsigt over skrænten neden for, Carlsberg Fjorden ud for kysten og de rå klipper på den anden side. klipperne er sort-brune og dekoreret med sne fra i vinters. En flere kilometer bred gletsjer strømmer majestætisk ned igennem den bredeste dal der ovre. Medens jeg skuer ud over fjorden, føler jeg mig næsten som en af de gamle opdagelsesrejsende. Men deres bytte var sæler, mit er dinosaurer.

Dag 9 750

Dag 9 Lejeren flytter over i den næste dal i jagten på et godt dinosaur skellet. Lejren er let at pakke ned, og helikopteren lander en time senere. Få minutter efter sidder fire af os i den på vej imod den nye lejr. Farten er håndgribelig og kilderne, kløfterne og de røde stensletter suser forbi under os. Nu åbner en dal sig under os, og følelsen af fart fordufter, medens floder og enge langt nede langsomt forsvinder bag ud. Et imponerende vandfald gennemskærer en lodret klippevæg få minutter før vi lander. Den nye lejr er gæstmild. Her er store enge og nye blomster og fugle, og med lidt held også dinosaurer.

Dag 10 750

Dag 10 Dinosauren er fundet og allerede nu til morgen satte vi hakkerne i jorden for at vriste dyret frem af klipperne. Hele dagen er det blevet bedre og bedre, for jo længere vi graver os ind i skrænten, jo flere velbevarede knogler kommer for dagen. Rygraden og ribbenene sidder stadig sammen, så et at vores første fund er spare ribs fra en dinosaur. De viser sig som mørkegrå knogler på den røde sten. Vores dinosaur var en halvvoksen planteæder på 5-6 meter, som gik omkring her på Grønland for 210 millioner år siden. Dengang var Grønlands østkyst en slette med floder og søer, og de var varme, grønne og frodige.

Dag 11 750

Dag 11 Nede i fjorden er vandet stadig dækket med is. Over den hænger en lav, tyk tåge det meste af dagen, så den ser blød ud. Tit svæver et andet lag tåge højt over isen som et tyndt, blafrende slør som ærbart skjuler kysten på den anden side af fjorden. Ud på aftenen kommer tågen op imod lejeren. Fra bjergsiden ser vi den bredde sig langsomt fra fjorden op igennem den solvarme dal, blive tyndere i varmen og gå i opløsning. Men kort efter prøver den igen, og for hvert forsøg når den et lille stykke tættere på teltene. Næste morgen er tågen tæt indtil solen spreder den og bjergene atter toner frem.

dag 12 750

Dag 12 Der er mere end en dinosaur i udgravningen, for klipperne er fyldt med forstenede knogler. Når vi prøver at få en fri, ødelægger vi flere andre, så vi har besluttet at tage store stenblokke ud af hullet. De vejer over hundrede kilo stykket. De skal transporteres over 500 meter ned ad bjerget, før de ligger et sted, hvor helikopteren kan lande og tage dem med. Derfor har vi bygget en vej af sten og grus over et vandløb og en slæde af låget fra en transportkasse. På den måde kan vi flytte de tunge sten, og slæden kan også bruges som bobkælk.

dag 13 750

Dag 13 Fodsporene efter en af verdens første store planteædende dinosaurer sidder i klipperne oppe på bjerget ved siden af lejeren. Med ske og pensel i hånden har vi brugt formiddagen på at afdække en stribe på fem spor fra et af dyrene. Det er fascinerende at se sporene efter de store dinosaurer komme frem af gruset. Jeg går tur med det store dyr kun adskilt af tid: 200 millioner år. Hele bjerget er en lagkage af lag som det med spor, og resterne af vinterens sne dækker dele af bjerget som flødeskumsklatter på en kage, et barn har lavet.

Dag 14 750

Dag 14 En lille søjle står alene oppe på en af Grønlands fjeldtoppe. Den når mig til midt på låret. Den er rund og hul, og dens overflade er noget knudret. Engang lå der ikke et fjeld her, men en sø, og der stod træer i den. På deres stammer voksede hele måtter af bakterier, og når bunden i søen blev rodet op af vind og dyr, satte dens sand sig fast på de klistrede bakterier. Med tiden blev mange tynde lag af bakterier og sand til en tomme tyk skal omkring træstammen, som i dag er rådnet væk. I dag står kun søjlen tilbage som et mikrovagttårn i Grønlands uendelige bjerge og dale.

Dag 15

Dag 15 Dinosaurerne skal med hjem, og vi har kun fire dage tilbage til at grave dem ud. Derfor arbejder fem af os i stenbruddet, hvor vi prøver at tage stenblokkene så store som mulig. Efterhånden venter godt to ton sten på helikopteren, som kun kan bære et ton ad gangen. Heldigvis leder mineselskabet Avannaa Resources efter metaller lidt længer nord på, og de tager prøver med, når de flyver forbi. Til gengæld skal en af os give dem et to dages kursus om den type klipper, vi har ledt efter dinosaurer i de sidste to uger.

dag 16 750

Dag 16 Engene er så tørre, at man kan gå tørskoet over, nu hvor sneen er ved at være smeltet. Man skal bare lige vide, hvor man kan træde. Permafrosten under jorden har lavet stabile stenstier på overfladen, og bestemte farver jord og bestemte planter markerer også, hvor man kan træde sikkert. Fuglene samler insekter og orme i engen, og de sidder fornøjet på vores små sten varder, som markerer den bedste sti igennem engen. Vi krydser den dagligt på vej over til stenbruddet med dinosaurerne.

Dag 17 750

Dag 17 Nogle af os finder endnu en Plateosaur, medens de andre graver den sidste blok fra det første dyr ud. I løbet af en dags tid finder vi forstenede knogler spredt ud over jorden af mange års vejr og vind. Vi markerer hver af dem med en lille bunke sten og vurderer det mønster, stenbunkerne viser. Til sidst graver vi lave grøfter på tværs af det mest oplagte dødsleje for det 210 millioner år gamle dyr. Efter et par meters gravning er der gevinst: vi finder fine, velbevarede knogler, og flere af dem sidder fast i klipperne neden under. Det bekræfter, at vi har fundet det oprindelige dødsleje.

Dag 18 750

Dag 18 Sneen fra i vinters har forsynet os med isfrisket smeltevand til mad og drikke, og vi har gået på den over bække og sumpe. Den tid er forbi nu. Luften er over 20 grader dagligt og sneen er næsten væk. Bag lejeren har vi udgravet et bad midt i bækken, som ikke længere får koldt vand fra sneen lige ved siden af. Nu kommer vandet fra en kilde højere oppe på skrænten. Det risler langsomt ud over den sorte jord, hvor det varmer op i solen, før det samler sig i vores bæk og fylder vores badekar.

Natten til dag 19 – Første solnedgang efter sommeren. Solen har ikke været under horisonten siden vi ankom, for det er sommer og vi er nord for polarcirklen. Men i nat går den ned for første gang. Halvanden time efter midnat står vi klar med champagne på toppen af bjerget ved lejeren og spejder mod nord. I horisonten ser vi det fjerne omrids af fjelde, og da Solen forsvinder ned bag dem og kommer op igen et par minutter senere, åbner vi flasken og synger midsommervisen af mangle på en mere passende sang.

Dag 19 750

Dag 19 I dag henter helikopteren os og de forstenede dinosaur-knogler til lufthavnen på Konstabel Pynt. Også denne morgen er varm og solrig, og vi når både at pakke lejeren ned og nyde solen, før piloten lander. Ved denne lejer har vi udgravet dele af seks fødder, tre brystkasser og to haler fra Plateosaurer, så der er dele af mindst tre dyr i vores stenblokke. Med lidt held ligger der et kranium i en af blokkene, for vi har fundet en underkæbe i den, så resten af hovedet burde være der.

Dag 20-2

Dag 20 Et af verdens største fjordsystemer er hjem for den lille lufthavn Constable Pynt. Den er knudepunkt for lufttrafikken på Østgrønland, og vi overnatter i det rødmalede herberg. Om eftermiddagen går vi op i bjergene langs en fos for at lede efter forsteninger i de løse klipper. Det ligger os i blodet nu. Om aftenen møder vi to bjergbestigere, som er her for anden gang. Omkring midnat flyver de med helikopter over på den anden side af fjorden, hvor klipperne solidere og stejlere end her.

Dag 21

Dag 21 Flyet til Island har afgang lige efter frokost, så vi har den solrige formiddag for os selv, og nu glæder vi os til at komme hjem. Men fjorden strækker sig syd på, isbjergene driver forbi i det fjerne, bjergene rejser sig mod øst og vest og det hele indbyder os allerede til et nyt besøg. Hele vejen ud til flyet trykker vi hænder med lufthavnens folk. Grønland jeg vil savne dig, til mindet er svundet bort og kun længslen står tilbage.

dag 22a 750

Dag 22 Vi mellemlander i Reykjavik: Jordens mindste verdensby. Her er alt inden for rækkevidde, og selv om vi ankommer midt på eftermiddagen, når vi både at se et museum, hygge os på en cafe og smage dagens fisk på en af de fine restauranter. En veltilberedt havkat. Flyet til København flyver fra Keflavik, der ligger på den anden side af en imponerende lavamark. Lavaen er bulet op til revnede kæmpehøje, som ligner klækkede drageæg. Skulpturen foran lufthavnen minder til gengæld om et gigantisk æg med, som en dinosaur er på vej ud af.

Hvis du kunne lide bloggen, så følg os på Facebook eller abonner på vores nyhedsbrev. Det kommer kun en eller to gange om ugen. Her på ScienceFix lægger vi vægt på fakta og forskning, derfor har vi links i teksten.