Thursday, November 21st, 2024
Postet i: Biologi |

Dyr i dybhavet rammes af klimaet

Der bliver færre og mindre dyr på oceanernes bund i takt med at klimaet bliver varmere. Foto: National Oceanography Centre.

Der bliver færre og mindre dyr på oceanernes bund i takt med at klimaet bliver varmere. Foto: National Oceanography Centre.

Klimaeffekten vil fjerne op til 38 procent af livet på Nordatlantens bund fire kilometer under overfladen. Mange af dyrene dernede bliver desuden mindre, og begge dele vil ramme fiskeriet.

“Vi forventede nogle negative konsekvenser over hele Jorden, men graden af ændringerne, især i Nordatlanten, er overvældende. Globalt taler vi om tab af så meget marint liv, at det svarer til mere end hvad samtlige mennesker på hele planeten vejer til sammen,” forklarer Daniel Jones.

Forbindelse fra atmosfære til havbund Dyrene på bunden af oceanerne lever af rester af dyr og planter, som trives nær havoverfladen. Når disse store og små organismer dør, daler de nemlig ned igennem vandet til bunden. Men i de fleste områder af jordens oceaner vil der komme færre organismer nær overfladen, og mindre af dem vil falde ned til bunden. Det er der flere årsager til, og de er alle udløst af den varmere atmosfære.

Mindre mad til bunden af oceanerne Livet ved overfladen er nemlig afhængigt af, hvor mange næringsstoffer vandet indholder, og fordi havstrømmene generelt flyder langsommere i et varmere klima, kommer der færre næringsstoffer til hvert enkelt område. Det giver i sig selv mindre liv tæt på overfladen, og dermed også mindre næring til dyrene i dybhavet. Men Havene bliver også mere delt op i lag, fordi mere varmt og mere ferskt regnvand giver lettere vand nær overfladen. Det forhindrer, at vandet i overfladen bliver blandet med koldt vand fra længere nede i oceanerne, og dermed hindrer det, at resterne af overfladens organismer når ned til bunden.

Beregningerne bag disse resultater bygger på de nyeste klimamodeller og på databaser over liv på oceanernes bund. Det er Daniel Jones og en række kolleger på National Oceanography Centre i Southhampton i England, som har udført dem. Resultaterne bliver offentliggjort i det videnskabelige magasin Global Change Biology. Du kan læse mere om, hvordan klimaeffekten rammer livet i dybhavet.

Hvis du kunne lide artiklen, så følg os på Facebook eller abonner på vores nyhedsbrev. Det kommer kun en eller to gange om ugen. Her på ScienceFix lægger vi vægt på fakta og forskning, derfor har vi normalt links i teksten.