Thursday, November 21st, 2024
Postet i: Biologi |

Frøer tiltrækker deres fjender

Tungara frøhannerne markerer selv, hvor de er i skovsøen som en trist sideeffekt af deres elskovs-serenader. Foto Christian Ziegler

Tungara frøhannerne markerer selv, hvor de er i skovsøen som en trist sideeffekt af deres elskovs-serenader. Foto Christian Ziegler

Når hanfrøer kvækker løs i en sø, tegner de en skydeskive omkring sig, og det benytter flagermusene sig af. På dem måde kan deres elskovssang slutte så brat, som hvis de fik en urtepotte i hovedet.

Hannerne af regnskovsfrøen Tungara samler sig i damme, hvor de synger kvækkende elskovs-serenader. Det lyder lidt som en påfugls skrig, og hunnerne elsker det. Men når hannerne kvækker, laver de samtidig små krusninger i vandoverfladen, og de kan hurtigt blive lige så vigtige for hanfrøen som selve kvækket.

Bølger tegner en skydeskive
En lokal art af flagermus spiser nemlig frøerne, og med sit ekko kan den finde de små bølger, der breder sig omkring hver enkelt frø. Derfor sidder den reelt midt i en skydeskive. Faktisk går flagermusene primært efter frøer, der laver bølger. Hvis der er mange blade i vandet, bliver bølgerne svage, og så går flagermusen efter selve frøens kvæk.

“Det kan sammenlignes med brugen af ​​mundaflæsning. Mens lyd er den mest oplagte del af frøernes kommunikation, opfatter flagermusene også krusningerne på vandoverfladen, ved hjælp af ekkolokalisering,” forklarer Wouter Halfwerk fra University of Leiden i Holland

Hanner mærker hinandens bølger
Hanfrøerne mærker også krusningerne på vandet, og de holder sig på den ærbødige afstand af mindst 7,5 centimeter fra hinanden for at undgå slagsmål. Krusningerne får samtidig konkurrenterne til at kvække mere. Når en flagermus dukker op, stopper hannerne serenaden, men deres bølger afslører dem et par sekunder efter lyden er død ud. Et par sekunder for længe.

Forskerne har lavet deres research i Panama og de publicerer resultatet i det anerkendte videnskablige tidsskrift Science. Du kan læse mere om, hvordan frøer afslører sig selv for deres fjender, og på en video kan du se, at hanfrøer laver bølger omkring sig når de kvækker.

Hvis du kunne lide artiklen, så følg os på Facebook eller abonner på vores nyhedsbrev. Det kommer kun en eller to gange om ugen. Her på ScienceFix lægger vi vægt på fakta og forskning, derfor har vi normalt links i teksten.