Omega-3 forbedrer hjernen

Omega-3-fedtsyre forbedrer bla en abehjerne der, hvor opmærksomheden holder til. Foto: Trentham Monkey Reserve
Når aber spiser en kost rig på omega-3 fedtsyrer, kommer dele af deres hjerner til at ligne den menneskelige hjerne. Hjernen på omega-3-diæt får nemlig meget mere forbundne og velorganiserede neurale netværk flere steder, end en abe på normal abekost får.
Omega-3 fedtsyrer ser ud til at være vigtige for hjernens udvikling, og nu har forskerne brugt hjernescanning på levende dyr, for at se samspillet mellem flere netværk i hjernen på makak-aber. Det viser sig, at hos aber, der får en omega-3-rig kost, ligner disse mønstre i påfaldende grad de tilsvarende netværk i menneskers hjerne.
Omega-3 styrker abens center for opmærksomhed
“Vores data viser gevinsten ved den måde, abens hjerne udvikler sig på i løbet af deres liv, hvis dens kost har et højt indhold af omega-3 fedtsyre. Resultaterne viser også i detaljer, hvor meget netværket i abens hjerne ligner netværket i en menneskelig hjerne, men kun hvis den har fået en kost rig på omega-3 fedtsyre. Vi kunne se aktivitet og forbindelser inden for områder af makak-hjernen, der svarer til den del af den menneskelige hjerne, der er vigtig for opmærksomhed,” siger Damien Fair, der er professor ved OHSU School of Medicine.
Fisk giver Omega-3
Undersøgelsen målte den slags omega-3-fedtsyre, som hedder docosahexaensyre eller DHA. Den er en primær del af den menneskelige hjerne, og den er vigtig i udviklingen af hjernen og synet. DHA findes især i fede fisk som laks og makrel. Selv om omega-3-fedtsyre anses for at være vigtig for den menneskelige krop, kan vi ikke selv danne den. Derfor er vi henvist til at få den igennem kosten.
Gamle aber på omega-3
Forskerne undersøgte en gruppe ældre makak-aber på op til 19 år, og de havde hele deres liv fået foder, der var enten rig eller fattig på omega-3-fedtsyre. Forskernes næste skridt bliver at analysere, om aber med underskud af omega-3-fedtsyre har adfærdsmønstre, der ligner adfærdsmønstre hos mennesker med tilsvarende underskud.
Forskerne offentliggør deres resultater i det videnskablige tidsskrift Journal of Neuroscience. Du kan læse mere om, at omega-3-fedtsyre får abers hjerne til at minde om menneskers hjerne.
Hvis du kunne lide artiklen, så følg os på Facebook eller abonner på vores nyhedsbrev. Det kommer kun en eller to gange om ugen. Her på ScienceFix lægger vi vægt på fakta og forskning, derfor har vi normalt links i teksten.