Klipper dannet af aske fra en supervulkan i USA. Foto: www.danielmcvey.com
En supervulkan kan sende op til 3.500 kubikkilometer klipper mere end 30 kilometer op i atmosfæren som aske ved et enkelt udbrud. Dermed kan den dække hele Danmark med op til 80 meter aske på nogle dage. Udbruddet i en supervulkan bliver udløst, fordi magmaet – de smeltede klipper under vulkanen – er lettere end klipperne ovenover dem. Almindelige vulkaner bliver derimod udløst af vand i magmaet, tilførsel af mere magma eller klipper der flytter sig.
Supervulkanens magma er let
Magmaet udfylder hele magmakammeret under en supervulkan, og det er lettere end klipperne oven over. Derfor presser magmaet på for at komme op igennem dem, og det kan gå voldsomt for sig. I princippet svare udbruddet til, at en fodbold springer op igennem vandoverfladen, fordi den er meget lettere end vandet, men supervulkanen sender mellem 450 og 3.500 kubikkilometer klipper og aske op i atmosfæren og efterlader et krater, der kan være mere end hundrede kilometer i diameter.
Undersøgelser af magmaet angiver det største udbrud
Det er nye undersøgelser af magmaet, der viser, at denne model for mekanismen i en supervulkan er rigtig, og som samtidig sætter en maksimal værdi på størrelsen af en supervulkan. Et magma er nemlig tyktflydende, og er det for tykt, kommer der ikke noget udbrud. Nu har forskerne imidlertid formået at undersøge egenskaberne i et magma under et tryk, der svare til det, der er i magmakammeret dybt under jorden. Ud fra det har forskerne lavet matematiske modeller, der viser, at i det største mulige udbrud er der aske nok til at dække Danmark med 80 meter.
Cirka 20 supervulkaner på Jorden
I dag kender man omkring tyve supervulkaner med Yellow Stone i USA som den kendteste og Phlegraean Fields i Italien som den nærmeste. Magmakammeret under en supervulkan kan indeholde op til 35.000 kubik kilometer smeltede klipper, og op til en tiendedel af den kan blive slynget ud som lava og aske under det enorme udbrud.
Du kan læse mere om supervulkanernes maksimale størrelse og hvordan forskerne har undersøgt magma fra en supervulkan.
Hvis du kunne lide artiklen, så følg os på Facebook eller abonner på vores nyhedsbrev. Det kommer kun en eller to gange om ugen. Her på ScienceFix lægger vi vægt på fakta og forskning, derfor har vi normalt links i teksten.