Sunday, September 13th, 2026
Postet i: Mennesket |

Social blindhed skyldes DNA

Ikke alle kan genkende et ansigt, selv ikke sine egne børns. Foto: Markus Bindemann

Ikke alle kan genkende et ansigt, selv ikke sine egne børns. Foto: Markus Bindemann

En mor, der ikke kan genkende sine egne børn og heller ikke andre mennesker, er ikke en ravnemor.  Ny forskning tyder derimod på, at det skyldes en ændring i et enkelt gen, som også giver mange dyr evnen til at genkende artsfæller.

Blot en enkelt ændring i DNA’et for det, der hedder oxytocin receptorer, har stor betydning for evnen til at genkende ansigter i familier med et autistisk barn. Det betyder at oxytocin spiller en generel og vigtig rolle i hjernens behandling af sociale informationer.

Rotter uden socialt gen
Også gnavere som mus og rotter har dette gen, og de bruger det ligeledes til at genkende artsfæller. Men interessant nok bruger disse dyr lugte til at genkende hinanden, så genet er altså ikke specielt forbundet med synet. Det er sociale forhold, det bliver brugt til i denne forbindelse.

Finske og amerikanske familier
Resultaterne bygger på studier af 198 familier, der hver havde et enkelt autistisk barn. Tidligere forskning viser nemlig, at i sådanne familier er der stor variation i, hvor gode medlemmerne er til at genkende ansigter. Forsøgene med rotter har forskerne lavet tidligere, og det er disse forsøg, der har inspireret dem til at lave undersøgelser af menneskers evner til at genkende hinanden.

Bag resultaterne står et forskerhold fra Finlands universitet i Tampere, fra Emory University i Atlanta og fra University College London i Storbritannien. Resultaterne bliver offentliggjort i det videnskabelige magasin Proceedings of the National Academy of Sciences. På sitet fra Emory University i USA kan du læse mere om baggrunden for at nogle mennesker ikke kan kende deres egen børn og heller ikke andre mennesker.

Hvis du kunne lide artiklen, så følg os på Facebook eller abonner på vores nyhedsbrev. Det kommer kun en eller to gange om ugen. Her på ScienceFix lægger vi vægt på fakta og forskning, derfor har vi normalt links i teksten.