Universets struktur fotograferet
Universets struktur er fotograferet ved hjælp af lys fra en quasar. Grafik: A. Klypin, J. Primack og S. Cantalupo.
Universets struktur af gasser og galakser, der strækker sig igennem rummet som lange fibre, er nu fotograferet. En lille bid af de uendelig lange og sammenvævede fibre blev oplyst af en kvasar og fotograferet 10 milliarder år senere – dvs sidste år.
Lange fibre af galakser og skyer af gas strækker sig igennem universet, og i dem er alle de løjerlige fænomener som mørke galakser, magnetarer og kvasarer. Imellem fibrene er der tomt. Det er den struktur, astronomerne har regnet sig frem til, at universet har, og hidtil har det været en god teori. Men nu har en gruppe forskere fotograferet strukturen, og de har dermed forvandlet den fra teori til faktum.
Universet er baseret på uendelige fibre
Beregninger af universets udvikling fra Big Bang til idag viser, at det består af endeløse fibre af mørkt stof, som udgør omkring 84 % af alt. Fibrene kan ikke ses direkte, men de indeholder massere af gas, lysende galakser og alt det andet synlige, som universet indeholder. Gasserne udgør det meste, men dem kan man normalt ikke se, og derfor kan man heller ikke se fibrenes struktur, men nogle gange er det anderledes.
Største blitz i universet
For 10 milliarder år siden lyste en kvasar nemlig på en del af nogle af fibrene, og det fik gasserne i dem til at udsende lys, som nu er nået til Jorden. Dermed har forskerne kunnet tage et billede af universets struktur efter samme princip, som når du fotograferer familien med blitz.
Blitzen er i astronomernes tilfælde en kvasar. En kvasar er det ekstremt aktive område omkring et stort sort hul i kerne af nogle galakser. Her hvirvler alt rundt med ekstrem hastighed og området sender ekstremt kraftig røntgenstråling ud i universet som kegler. Det er sådan en stråle, der har lyst på gassen i fibrene og har fået dem til at sende lys ud i alle retninger.
Det fotograferede stykke af universets struktur er godt to millioner lysår på tværs, hvilket er nogen lunde 20 gange diameteren af vores egen galakse Mælkevejen. Forskerne brugte 10-meter Keck I Telescope på W. M. Keck Observatoriet på Hawaiitil til deres arbejde, og de publicerer deres resultater i det kendte videnskabelige magasin Nature.
Du kan læse mere om, at astronomerne har fotograferet universets struktur og om universets største blitz, kvasarerne.
Hvis du kunne lide artiklen, så følg os på Facebook eller abonner på vores nyhedsbrev. Det kommer kun en eller to gange om ugen. Her på ScienceFix lægger vi vægt på fakta og forskning, derfor har vi normalt links i teksten.