Saturday, October 12th, 2024
Postet i: Biologi, Sensation |

Forstenet svamp på 115 millioner år er verdens ældste

 

Svamp forstenet

Denne forstenede svamp har passeret sin 115 millioners fødselsdag, men den har alligevel ikke overskredet holdbarhedsdatoen, da den nu består af mineralet goethite. Foto: Jared Thomas

De fleste svampe rejser sig fra jorden i et par dage, før de falder for insekter og mug. Men en enkelt svamp har overlevet i jorden i 115 millioner år.

Svampe kan ikke vente sig meget af tilværelsen, for efter et par dage har de kastet deres sporer og er rådnet bort eller ristet på en stegepande. Men en enkelt svamp har endnu ikke nået sit endeligt, selv om den er 115 millioner år gammel, for den er forstenet.

I en kalksten i det nordlige Brasilien har geologer samlet et stort udvalg af fossiler fra en meget saltholdig lagune. Et af dem har nu vist sig at være intet mindre end en forstenet svamp. Den har ligget i forskernes gemmer og ventet på at blive identificeret, og her er den historie, som forskerne har rekonstrueret om dens fortid.

 

Forstenet svamp har været heldig

I første omgang har den forstenede svamp vokset på kanten af en lagune eller ved et vandløb, som løb ud i lagunen, og på en eller anden måde, er svampen endt i lagunens meget salte vand. I takt med at den godt fem centimeter store svamp sank ned igennem vandet, blev den derfor godt beskyttet imod bakterier. Veltilrettelagt på bunden blev den dækket med mudder i det stille vand, og i takt med at mudderet dannede et tykt lag oven over, pressede det vandet ud af mudderet omkring svampen. Derfor sank mudderet sammen, og svampen blev presset flad sammen med det.

Senere blev svampens organiske materiale erstattet af pyrit, som på et tidspunkt i løbet af de forgangne 115 millioner år er oxideret og hydreret til mineralet goethite. Derfor består svampefossilet af et tyndt goethite lag på en lagflade i kalkstenen. Det adskiller den fra andre forstenede svampe. Filuren er nemlig ganske vist den ældst kendte svamp, men den er ikke verdens eneste forstenede svamp. Verdens næst ældste svamp er 99 millioner år gammel, og den er støbt ind i rav fra Burma.

 

Forstenet svamp fascinerer forskerne

“De fleste svampe vokser og er forgået inden for et par dage,” siger paleontolog Sam Heads fra Illinois Natural History. Han opdagede svampen, medens han var ved at digitalisere en samling fossiler fra Crato Formationen i Brasilien. “At denne svamp er bevaret overhovedet, er bare forbløffende. Når du tænker på det, er chancerne for det her mikroskopiske. De forhindringer, svampen måtte gennemgå for at komme fra sit voksested og ud i lagunen, blive mineraliseret og bevaret i 115 millioner år”.

Svamp forstenetOg hvis du ikke lige kan se, hvordan det fossil kan være en svamp, så tryk på billedet her og nyd billedet. Det er taget af Jared Thomas, og tegningen står Danielle Ruffatto for.

Du kan læse mere om den nyfundne forstenede svamp på 115 millioner år, og selvfølgelig også om den 99 millioner år gamle svamp i rav fra Burma.

Hvis du kunne lide artiklen, så følg os på Facebook eller abonner på vores nyhedsbrev. Det kommer kun en eller to gange om ugen. Her på ScienceFix lægger vi vægt på fakta og forskning, derfor har vi normalt links i teksten.