Thursday, November 21st, 2024
Postet i: Jorden |

Søer under indlandsisen på Grønland

  • dec 2nd, 2013
  • sciencef
  • Jorden
Forskere har fundet to nye søer under Grønlands indlandis. Foto: Michael Haferkamp
Forskere har fundet to nye søer under Grønlands indlandis. Foto: Michael Haferkamp

To søer er netop blevet fundet 800 meter under den Grønlandske indlandsis, og hver af søerne har et areal på mellem otte og ti kvadratkilometer. Vandet adskiller isen fra klipperne nedenunder, og derfor bevæger isen sig lettere mod kysten.

Søerne har betydning for indlandsisens tab af is til havet af to grunde. Dels taber isen lettere masse, når den kan bevæge sig hurtigere. Dels består søerne af smeltevand fra overfladen, og derfor kan der komme mere søvand under isen i takt med, at mere af isen smelter, fordi klimaet bliver varmere. Det er et emne, forskerne kun ved lidt om i forhold til det grønlandske isskjold, da man ikke tidligere har fundet søer under isen der.

Forskel på søer under isskjolde
På Antarktis har andre forskere tidligere fundet omkring 400 søer under isen, men modsat de to grønlandske, så er de isoleret fra overfladens vand. Derfor er forskerne mere interesseret i biologien der, for de udgør et isoleret økosystem. Det to nye søer deler derimod vand med overfladen, så de er mest interessante pga deres indflydelse på klimaet og det stigende havniveau.

Undersøgelserne er lavet med radar fra fly og er lavet af forskerne Julian Dowdeswell og Steven Palmer. De offentliggør deres resultater i tidsskriftet Geophysical Research Letters. Du kan læse mere om de to nye søer under Grønlands indlandsis.

Hvis du kunne lide artiklen, så følg os på Facebook eller abonner på vores nyhedsbrev. Det kommer kun en eller to gange om ugen. Her på ScienceFix lægger vi vægt på fakta og forskning, derfor har vi normalt en del links i teksten.