Sunday, July 19th, 2026
Postet i: Universet |

Meteoritter rammer oftere Jorden end forventet

Forskerne har fundet den meteorit, som slog ned ved byen Chelyabinsk i Rusland i februar 2013, og deres studier viser, at den slags nedslag er mere almindelige, end man hidtil har regnet med. Det viser sig også, at meteorittens eksplosion højt oppe i atmosfæren svarede til eksplosionen af lidt over en halv million ton af sprængstoffet TNT.

”Hvis menneskeheden ikke vil gå samme vej som dinosaurerne, så skal vi studere en begivenhed som denne i detaljer”, insisterer Qing-Zhu Yin, som er professor på Department of Earth and Planetary Sciences ved University of California. Han har arbejdet med den fundne meteorit.


Se selv meteorittens fald, dens ødelæggelser og dens faldsted.

Store meteoritter rammer jævnligt
Det er selve den fundne meteorit, som fortæller, at den slags nedslag nok er mere almindelige end hidtil antaget. Forskerne kan nemlig se, at den er en lille del af en større såkaldt chondrit, som er gået i stykker ude i rummet for godt 1,2 millioner år siden. Chondritter cirkler der mange af i forskellige baner omkring Solen. Det er almindeligt, at hvis sådan en bliver ødelagt i et sammenstød med en kollega, så fortsætter delene af den sammen som en sværm af skærver, en ‘skærvedynge’. Resten af Chelyabinsk-meteorittens skærvedynge kommer sandsynligvis ofte ind i Jordens bane, og kan ramme Jorden i fremtiden.

Stor eksplosion
Forskerne har fundet et 650 kg stort stykke af meteoritten, som oprindeligt var omkring 20 meter stor. Den ramte atmosfæren med godt 19 kilometer i sekundet, og i forhold til den fart var atmosfæren hård nok til at slå den i stykker. Energien i hastigheden fik derfor tre fjerde dele af meteoritten til at fordampe i en eksplosion, der svarede til 600.000 tons sprængstof. Selv om den eksploderede i 30 kilometers højde, sårede den alligevel 1.200 mennesker, gav forbrændinger og lavede materielle skader op til 90 kilometer fra sin vej.

Store meteoritter falder jævnligt. I 1908 eksploderede en stor meteorit over Tunguska i Sibirien, og den anrettede store ødelæggelser i det øde område. I 1976 faldt en sværm af meteoritter i Kina, og man har samlet fire tons af den. Foran Geologisk Museum i København står der en noget ældre jernmeteorit på 58 tons, som fald i det nordvestlige Grønland, og også den er kun en del af en byge af meteoritter.

Bag undersøgelserne står et meget bredt internationalt hold af forskere. Læs mere om meteoritten fra Chelyabinsk.

Hvis du kunne lide artiklen, så følg os på Facebook eller abonner på vores nyhedsbrev. Det kommer kun en eller to gange om ugen. Her på ScienceFix lægger vi vægt på fakta og forskning, derfor har vi links i teksten.